Kontakt
Ophav til siden:
Erhverv Grenaa
Kontaktformular:
Rettelser, forslag mv.
Turist henvendelser:
Visit Aarhus
Når først du tror, du kender Grenaa, er du kun lige begyndt – for her er mere, end de fleste forestiller sig. Uanset om du sværger til en tur i kano, kajak eller på SUP … drømmer dig ind i skovens fredfyldte ro med søer og fugleliv … elsker byvandringer mellem bindingsværkshuse … er besat af krævende, adrenalinsusende MTB-ræs … slapper af med en fiskestang … eller sætter pris på spændende restauranter, bålmad eller shelterovernatning i naturen. Go’ Grenaa-fornøjelse
Hvad siger du til kilometervis af skøn, uspoleret strand? Til et område, hvor du altid kan finde det perfekte spot at brede strandhåndklædet ud på? Hvor du altid har plads nok til at slikke sol eller læse den dér roman, du længe har glædet dig til – uden at skulle ligge tæt op ad andre strandgæster imens?
Så skru trygt op for forventningerne, når du besøger Grenaa Strand: Nyd sandet mellem tæerne; slip for sten på bunden, så snart du er gået blot et lille stykke ud i vandet; benyt bade-, toilet- og omklædningsfaciliteterne langs Katholm Strandvej; og kast et sidste blik ud mod den perfekte solnedgang – før turen atter går hjemad.
Leder du som naturist efter den perfekte strand, må du ikke snyde dig selv for stranden syd for Grenaa. Opsøg først Grenaa Strand – og gå så ud til den yderste del: Dér finder du naturiststranden. Selve stranden er indbydende og med gryder, du kan lægge dig i – og de fleste steder kan du gå i vandet på den lækreste bløde sandbund. Du finder altid andre nøgenglade naturister her, men der er aldrig overrendt med mennesker. Uanset om du ankommer på cykel eller i bil, kan du bruge parkeringspladsen bag campingpladsen – for enden af Katholm Strandvej. Her finder du også toiletterne.
Mange bliver overraskede. Måske gør du også? I hvert fald kommer det bag på mange, hvor fredfyldt skoven – eller rettere: Grenaa Plantage – faktisk er, selv om den ligger tæt op ad by og strand. Så nyd uforstyrret det smukke område – lige fra de store hedearealer med lyng- og enebevoksning til det store afvekslende skovområde. I skoven finder du også en idyllisk skovsø, masser af anlagte gåruter, et stinet af ridestier samt en naturlegeplads og Danmarks længste singletrack MTB-spor.
Gør som mange af de lokale: Tag en kande kaffe eller te med og nyd et hvil på en af bænkene ved bredden af den idylliske Grenaa Skovsø. Lister du tættere til vandet, får du sikkert snart øje på de mange haletudser, den lille sø også er kendt for. Søen er menneskeskabt – og blev gravet ud, da byen skulle bruge fyld til et stadion. I dag fungerer søen også som branddam i området.
Vidste du, at du må fiske ved Grenaa Havn? Og at du i havnebassinerne og fra molen til venstre for Kattegatcentret kan fange fx fjæsing, sild, fladfisk, makrel og ulk? Får du blod på tanden til mere, kan du også booke plads ombord på M/S Signe, som sejler ud på havfisketure fra Grenaa Havn dagligt kl. 7.00-15.00 (eller efter aftale). Torsk, rødspætte, skrubbe og ising er blandt de fisk, du kan fange fra skibet.
Engang satte istiden sit umiskendelige præg på området – mens millioner af sten og et tonstungt lag is lå overalt. Isen er for længst væk, men naturen, hvor Grenaa Golfklub er anlagt, er stadig tydelig ”istidsnatur.” Du kan ikke undgå enestående oplevelser, når du besøger klubben – uanset om du kommer som spiller eller blot vil nyde naturen, dyrelivet, caféen, klubhuset og den særlige stemning hér. Mange motionister lægger også vejen forbi. Og af god grund: Humøret ryger hurtigt i vejret på golfklubbens område. Prøv den spændende 18-huls-parkbane – eller den særlige 12-hullers Pay&Play par-3-bane.
Lyst til frisk luft? Lidt godt at spise? Noget koldt eller varmt at drikke? En runde golf – eller blot godt selskab? Så kig forbi. Alle er velkomne – og alle føler sig hjemme hér.
Når vejret er godt, bør du nyde området fra havsiden – i fred og ro fra en kano. Book din kano via Grenaa Turistbureau eller ring på 86 48 96 85. Derefter kan du hente kano, padler og redningsveste på Gasværksvej – hvorfra du kan sejle hele vejen til Enslevgården. Du passerer under hele syv broer på vejen. Turen er på cirka tre kilometer.
Se nærmere detaljer og dagsaktuelle udlejningspriser på kanoer hér
Og hvis du er nysgerrig på at læse lidt mere, så kan du gøre de hér
Vil du gå på vandet – eller i hvert fald komme tæt på med Stand Up Paddle – tager du første skridt ved at besøge foreningen Grenaa SUP – OHANA på Grenaa Marina. Uanset om du er helt ny på brættet eller tæt på olympisk mester-niveau, er du velkommen i foreningen; hvor formålet netop er at gøre SUP tilgængeligt for alle. Medlemsfællesskabet giver mulighed for alt fra fællestræning og -ture til introkurser og lån af udstyr.
Grenaa Kajakklub inviterer dig både på prøvetursaftener – hvor du finder ud af, om kajak også er noget for dig – og på introduktionsforløb for nybegyndere. Som medlem er du også velkommen til klubaftener; kommer med på fællesture; får invitationer til særlige kajakteknik-dage – og kan tilmelde dig halvdagsture og weekendture med teltovernatning. Du bliver også rådgivet om påklædning og udstyr – så du altid kan planlægge vellykkede kajakoplevelser.
Har du også hørt, at MTB-ruten i Grenaa Plantage formentlig er den fladeste af sin slags i Danmark? Det er nok rigtigt, men tag ikke fejl: Hvis du tror, du skal på dasetur på cyklen – uden udfordringer – opdager du snart, at du har fået det forkerte ben ned på pedalen. Glem alt om lange nedkørsler, hvor cyklen nærmest gør alt arbejdet for dig. Og afslappende grusstier finder du heller ingen af. Så selv om den samlede distance holder sig under 100 højdemeter, skal du nok blive høj af begejstring på vejen rundt.
PINGVINERNE. Ja, sådan kalder vinterbaderne i Grenaa sig. Foreningens medlemmer mødes flere gange om ugen klokken 8.00 eller 8.30 for at tage ordentligt hul på dagen – med en frisk, kold morgentur i baljen. I 2016 fik de et nyt flot omklædningshus med egen sauna. Besøg dem på Katholm Strandvej – for hvem ved: Måske er det også noget for dig? Sammenholdet, hyggen og fællesoplevelserne (fx fuldmånebadning) er dét, medlemmerne sætter allerhøjest ved vinterbadningen. Du vil hurtigt mærke en reel og oprigtig begejstring for hinandens selskab. Gensynsglæden varmer – selv når kulden rigtig bider fra sig.
Grenaa Sejlklub arrangerer kapsejladser, ture (fx til Anholt og Bønnerup), fester, optimistsejlads, vinterarrangementer, sejlerskoler og meget andet for klubbens medlemmer. Klubbens bærende formål er at fremme interessen for sejlsport, særligt blandt unge og nybegyndere. Frister frisk luft og havets blå også dig, opfordrer Grenaa Sejlklub dig til at møde op ved klubhuset: Så får du lov at afprøve, om sejlads også er noget for dig.
Kløverstierne: Har du hørt om dem? Hvis du elsker at vandre eller motionere, kommer du til at sætte pris på Kløverstierne. Når du følger dem, bevæger du dig automatisk gennem et stisystem i Grenaa, som lader dig opleve alle byens kreative oaser. Nyd historiske steder og mindesmærker det ene øjeblik – og udsigtspunkter og pulserende byliv det næste. Tag de forskellige kløverstier én for én og udforsk stille og roligt Grenaas historie og kultur.
I midten af 1980’erne blev den nye lystbådehavn bygget – for at flytte lystbådene væk fra trafikhavnen. Siden dengang har fritidssejlere haft stor glæde af den nye havn/marina. I grove træk blev lystbådehavnen skabt ved at forlænge den cirka syv kilometer lange Grenaaen – som derfor nu afgrænser havnen mod nord.
Besøg Æblelunden i Grenaa, når du i sensommeren – helt gratis – både vil nyde smagen af lundens mange forskellige æblesorter og blive klogere på, hvad du fylder i munden. Undervejs på din tur rundt i Æblelunden fortæller plancher og skilte dig om smag, historie og udbredelse for alle æblerne.
Selv om Grenaa Havn under 2. verdenskrig fungerede som transporthavn for nazisterne, er det heldigvis også det mest dystre, vi kan sige om havnen. I dag møder du dér dels en topmoderne industrihavn, dels færgesejlads til bl.a. Anholt – og ikke mindst et levende, pulserende og imødekommende lokalmiljø med alt fra restauranter til specialbutikker. Bliv ikke overrasket, hvis du føler dig hjemme, allerede første gang du gæster Grenaa Havn.
Ved hav, mark, skov, stendysser eller …? Uanset i hvilke omgivelser du får lyst at overnatte i det fri, finder du et perfekt shelter til dét i Grenaa-området. Vores shelters er naturligvis forskellige, men der er gjort klar til gode oplevelser for dig ved dem alle. Mange har både grill, bålplads, adgang til vand og fine toiletforhold. Planlæg eventuelt en vandrerute over flere dage, og overnat i et nyt shelter hver nat.
Når du parkerer ved Pavillonen/Kulturhuset i Grenaa, kan du nyde en rolig gåtur langs søen: Gå enten i retning mod havnen og marinaen – og nyd byens huse langs åens løb. Eller gå ud mod marker, skove og det smukke åbne land lige uden for byen.
Margueritruten Østkysten vælger du, når du får lyst til at besøge nogle af de over 200 mest spektakulære og seværdige steder og områder af den jyske natur – mellem Dronninglund i nord og Fredericia i syd. Som en slags (let) skattejagt følger du blot de karakteristiske margueritskilte: Så er du sikret oplevelsesberigende natur- og kulturskatte på din vej.
Nyd bølgernes brusen og master der svajer i vinden på Grenaa Marina. Gå en tur blandt de mange smukke skibe i de hyggelige omgivelser på marinaen, og nyd noget lækkert mad på en af Marinaens restauranter, mens der er underholdning for de små på den flotte naturlegeplads. Kommer du i autocamper, er der mulighed for parkering på Grenaa Marina, og du kan leje en cykel, hvis du ønsker at udforske flere steder i byen.
På skønne forårs- og sommerdage kan du lave snobrød, riste skumfiduser eller grille bøffer, brød og pølser på de mange bålpladser rundtomkring i Grenaa. Snup din grillmad under armen og gå på båljagt. Her er et par kom-i-gang-forslag: Ved Enslevgården – lige ved golfbanen – ligger der to bålpladser (og et shelter). Hér har du også adgang til toilet. Du finder også en bålplads ved naturlegepladsen bag Hotel Marina. Ved Naturskolen nede ved stranden. Og tæt på mindestenen for faldne frihedskæmpere ved Baunhøj Mølle.
6,81 kilometer: Hver gang du har løbet én omgang af løberuten i Grenaa Plantage, har du tilbagelagt knapt syv kilometer. Og det er en spændende og varieret rute, hvor du mest løber gennem skov, men også på en mindre del af turen passerer forbi huse og haver i et stille villakvarter. Stien er en yndet løberute for mange lokale – af god grund: Variationen og roen på ruten er stærkt vanedannende.
Anlægget i Grenaa midtby, byder både på historie og smuk natur. Se blandt andet Kvindernes Frihedseg, der blev plantet på grundlovsdag i 1915, da kvinderne fik valgret.
Se også mindesten og buste for tidligere matador og storkøbmand C. J. Momme, der i 1877 finansierede udvidelsen og vedligeholdelse af anlægget.
Et smutstenskast fra Grenaa Havn – tæt på Grenaaen – ligger Andedammen, en lille sø i et fuglereservat. Parkér bilen ved parkeringspladsen og den lille legeplads. Derfra er der kun kort at vandre, før du kommer ned til søen. Midt i søen ser du en lille ø af vildtvoksende træer og buske, og du kan slentre hele vejen rundt langs søbredden ad den anlagte sti. Nyd roen – og fuglelivet på og omkring søen.
Indrømmet: Du kan google dig til alting og hurtigt få et samlet overblik. Men meget kan komme som en overraskelse, hvis du spørger os – altså de lokalkendte på Turistkontoret. For det er nu meget rart, at få en direkte, personlig og nærværende service.
Giv den gas på de mange aktivitet rundt om i Grenaa. Der er både til børn og barnlige sjæle, samt bowling, crossfit, løb og leg – i Grenaa er du på rette vej.